Referat af den ordinære akademiforsamling på Aarhus Universitet fredag den 24. november 2023

1. Valg af dirigent og referent.

Anders Barfod blev valgt til dirigent og Niels J. Bjerrum til referent. 

2. Formandens beretning

Formandens beretning blev godkendt og er vedlagt.

Der var efterfølgende en diskussion om de DNA-medlemmer, der ikke betalte deres kontingent. I
følge de nuværende vedtægter kan medlemmer, der ikke betaler, ikke ekskluderes, men to års
kontingentrestance medfører tab af stemmeret og alle øvrige rettigheder, som medlemskab
indebærer. Det blev besluttet, at sekretariatet ser nærmere på ikke-betalende medlemmer.

Det blev også besluttet at se nærmere på hjemmesiden og fx tilføje fotografier.

3. Økonomi

Regnskab 01-10-2022 til 30-09-2023 blev godkendt.

4. Fastsættelse af årskontingent

Det blev besluttet, at kontingentet fortsat skulle være 250 kr. pr. år.

5. Forslag til drøftelse

5i. Hvad er et (ægte) universitet?
Der var klar opbakning til at anbefale oprettelsen af et videnskabeligt råd. Et råd som kunne give
vidensbaserede råd og cost-benefit analyser. Det blev nævnt, at det ikke var så simpel en sag og at
det var en ting, som skulle diskuteres i folketinget. Det blev nævnt, at det var en mulighed at tage
direkte kontakt til folketingets forskningsudvalg. Det blev besluttet, at Anders Barfod og Claus
Hélix-Nielsen udarbejder et forslag til årsberetningen. 

5ii. Et bredt forlig om universitetsuddannelserne
Det blev understreget, at forliget om universitetsuddannelserne ikke vil føre til de ønskede
resultater. Fx er det urealistisk, at 20 procent af de færdiguddannede bachelorer skal optages på en
erhverskandidatuddannelse. Det blev besluttet at dette punkt blev behandlet sammen med det efterfølgende punkt 5iii.

5iii. Dimensioneringen af de naturvidenskabelige uddannelser
Det blev understreget, at dimensioneringen af de naturvidenskabelige uddannelser er i fuld gang og
at de rammer skævt, fordi de er baseret på forældede arbejdsløshedstal. Fx var der for 6 år side en
del arbejdsløshed blandt uddannede biologer. I dag er der stor efterspørgsel på de samme personer.
Men det er er de 6 år gamle tal, som bruges til at dimensionere uddannelserne. Det blev besluttet, at
behandle disse to emner under et og at det var noget Anders Barfod skulle gøre.

5iv. En reform af ph.d.-ordningen
Det blev efter en del diskussion besluttet ikke at tage dette emne op under forslag til forbedring af
forskningens vilkår i Danmark. 

5v. Forskningsmidlerne
Et vigtigt punkt er hvordan vi sikrer en tilstrækkelig finansiering til grundforskningen, således, at vi
sikrer at den fortsat kan understøtte den strategiske forskning. Det blev besluttet at Anders Barfod
laver en udtalelse, som skal cirkuleres mellem bestyrelsesmedlemmerne.

5vi. Yngre forskere
Der var enighed om, at de yngre forsker er meget pressede og at universiteterne går glip at dygtige
folk, som fravælger en universitetskarriere på grund af de herskende forhold. Det blev besluttet at
Niels J. Bjerrum, Claus Hélix-Nielsen og Anders Barfod laver en udtalelse.

5vii. Revurdering af patentloven fra 1999
I forbindelse med diskussionen om dette emne kom det frem, at det kunne være en god idé at lave et
fælles patentkontor for alle universiteterne, således, at der kunne ansættes virkelig kvalificerede
patentfolk til at tage sig af patentansøgningerne. Det blev besluttet, at Claus Hélix-Nielsen og Niels
J. Bjerrum udarbejder et forslag til årsrapporten. 

6. Valg af formand (kun lige årstal)

7. Meddelelse fra sektionerne om udpegning af medlemmer til DNA’s bestyrelse (kun lige årstal)

8. Valg af Akademirådets øvrige medlemmer (kun lige årstal)

9. Valg af revisor og revisorsuppleant (kun lige årstal)

10. Eventuelt

Herunder blev mulige nye gæster til DNA diskuteret. Mulige samarbejdspartner for DNA blev også
diskuteret. Der var enighed om at gøre DNA mere synlig.

Niels J. Bjerrum.

27-11-2023

Formandens beretning 

På det naturvidenskabelige universitetsområde har 2023 budt på flere vigtige diskussioner hvor specielt vilkår for forskningsfinansiering og rammer for vore uddannelser – herunder geografisk placering og varighed – har været centrale emner. Disse to emner har i sagens natur en helt central indflydelse på den identitet og trivsel vi har som engagerede enkeltpersoner i den naturvidenskabelige verden, som institutioner og som samfund – nationalt og internationalt.

Identitet og trivsel er samhørende aspekter af det at være menneske. En positiv og veludviklet identitet kan bidrage til øget trivsel, og omvendt kan trivsel påvirke, hvordan vi som individer opfatter og navigerer i vores identitet. Det er vigtigt at anerkende kompleksiteten af disse relationer og behovet for en holistisk tilgang hvor både identitetsudvikling og trivsel fremmes. I en universitetssammenhæng refererer vi ofte til den Humboldtske universitetsmodel, opkaldt efter den tyske politiker, filosof og uddannelses-reformator Friederich Wilhelm von Humboldt – ud fra den betragtning at denne model rummer en ønskværdig ramme – ikke kun for organisatoriske principper – men også vores identitet og trivsel som naturvidenskabelige forskere og undervisere. Og jeg vil vove den påstand at den på mange måder er ønskværdig for alle – ikke kun os som har en dagligdag på universitetet – men også for Danmark som nation.

Modellen har haft en betydelig indflydelse på udviklingen af universiteter og videregående uddannelsessystemer og Humboldts ideer var især i det 19. århundrede medvirkende til konceptuelt at forme det moderne universitetet. Så lad os se på dens nøgleprincipper og holde dem op som spejl på verden anno 2023. 

Et centralt princip i modellen er at undervisning og forskning udgør en enhed: Altså at vore studerende er direkte involveret i undersøgelses- og opdagelsesprocessen, og at undervisningen indlejrer de seneste forskningsresultater. Vi er som videnskabeligt ansatte i denne model ikke kun undervisere, men aktive forskere, Tanken er, at læring beriges, når de studerende deltager i skabelsen af viden. Det er da også den model vi lang hen ad vejen stadig bekender os til og som skaber værdi for os i vores daglige arbejde. Men det er værd at bemærke, at læring beriges ved at stille skæve spørgsmål. Og hvis vi vil have, at de studerende skal turde stille skæve spørgsmål – og i sidste instans udfordre eksisterende verdensbilleder, så bør det også fremgå måden vi underviser på – helt ned i enkelte kursers læringsmål. Fremtidens unge talenter opdages bedst når koderne for forskningsbaseret undervisning er klare og synlige. Herved undgår vi at de talentfulde ender med at blive dem, der af sig selv kan aflæse de skjulte koder, og som har mulighed for at manøvrere rundt i dem. Det kræver for det første gode rammevilkår for at kunne levere god undervisning men også en løbende pædagogisk udvikling af undervisere, samt, at det at undervise – og gøre det godt – bliver endnu mere meriterende end det er tilfældet i dag. I en rapport fra DEA¹ som udkom juni i år om kvalitetsudvikling på de videregående uddannelsesinstitutioner fremhæver flere uddannelses-ansvarlige, at selvom rammerne for kvalitetsudvikling overordnet er til stede, så bliver de mindre instrumentelle tiltag inden for kvalitetsudviklingen ofte nedprioriteret til fordel for dokumentationskrav i forbindelse med akkreditering pga. begrænsede ressourcer. Dette udgør et reelt problem som bør adresseres.

Rammevilkårene for universitetsundervisning er anno 2023 ikke kun økonomiske, hvor vi oplever, at det er sværere og sværere at finde ressourcer til at sikre den gode undervisning. Vi fik også i 2023 kandidatreform som betyder, at fremtidens universiteter i Danmark fremadrettet kommer til at tilbyde op mod 30 procent af pladserne som mere erhvervsrettede kandidatuddannelser. Enten i form af kortere kandidater end de nuværende toårige eller i form af erhvervskandidater eller såkaldt erhvervsrettede kandidater. Erhvervskandiatuddannelsen er uden SU og tages som en del af et fuldtidsarbejde. Hertil kommer, at en erhvervskandidat ikke må bebo en kollegiebolig hvilket, sammen med en ikke særlig synlig begejstring hos det erhvervsliv ordningen er rettet imod, gør ordningen utiltrækkende. I modsætning hertil, så er ordningen med de såkaldte erhvervsrettede kandidater mere fleksibel. Her kan man måske inden for visse fagområder udvikle interessante samarbejder med relevante industrisektorer – men det må aldrig blive en standardmodel for fremtidens kandidatuddannelser. Ud over disse ændringer i kandidatuddannelserne skal universiteterne ifølge aftalen også dimensioneres så der samlet set optages otte procent færre bachelorstuderende end i dag.

Denne udvikling understreger overordnet et bredt politisk ønske om at universiteterne uddanner – og det gerne hurtigt og billigt – til at løse opgaver for samfundet. Men vi må fastholde, at det tager tid for de studerende at udvikle hypoteser, udføre pilotforsøg, indsamle og analysere data og skrive en selvstændig rapport, der præcist redegør for, hvad de har gjort, hvad de har fundet, og hvad disse resultater betyder. Det kan man selvsagt ikke gøre i samme grad hvis uddannelsen gøres kortere.

Her kan vi så vende tilbage til det Humboldtske universitetsideal som sigter mod at give de studerende en bred og holistisk uddannelse. En uddannelse som selvklart bygger på – men som ikke kun er fokuseret på – faglige færdigheder, men også på udvikling af kritisk tænkning, intellektuel nysgerrighed og en velfunderet forståelse af verden. Med en på mange måder usikker verden i hastig forandring, er det altafgørende at fremtidens naturvidenskabelige kandidater ikke bare får en grundig undervisning, men en dannelse som kan bibringe vore kandidater resilliens – med et tidstypisk ord – over for de store udfordringer vi ser ind i, og ikke blot ’rettes’ mod bestemte kortsigtede erhvervsbehov.

Endelig karambolerer kandidatreformen med Bologna processen. Europas indre marked giver Danmark adgang til hele det europæiske arbejdsmarked, hvorfra vi kan rekruttere på lige vilkår blandt 500 millioner borgere og i dag høster vi frugterne af det kendskab og den tillid vi har opbygget til hinanden. Kandidatreformen er et slag mod den tillid der er opbygget siden Danmark tiltrådte Bologna processen i 1999. Det rammer os nu – men den næste generation rammes faktisk endnu hårdere, da arbejdsmarkedet bliver mere og mere mobilt. Vore dygtige studerende får sværere ved at rejse ud og beriges gennem studier ved andre Europæiske universiteter.

To andre centrale principper hos Humboldt er akademisk frihed og universitær autonomi. Frihed forstået som at forskere med samt deres studerende skulle have frihed til at forfølge deres forskning uden ekstern indblanding og derved skaber et miljø, hvor intellektuel udforskning kan trives uden unødige begrænsninger.  Universitær autonomi forstået som en høj grad af selvstyre. Denne autonomi omfatter evnen til at fastsætte egne læseplaner, etablere egne standarder for akademisk præstationer og styre interne anliggender uafhængigt. Så hvordan står det til med disse to områder i Danmark anno 2023? Her kan vi starte med at konstatere at de danske universiteter i de sidste 20 år siden universitetsloven fra 2003 været genstand for betydelig politisk bevågenhed hvor det, bredt over det partipolitiske spektrum, har været et udtrykt ønske om at styrke universiteternes udveksling af viden og samarbejde med resten af samfundet.

Universitetsloven fra 2003 kan ses som et startpunkt, der markant ændrede rammerne for de danske universiteter. Det er klart at universiteternes synlighed og relationer til omverdenen er blevet styrket siden da, men i samme periode er der opstået markante udfordringer i forhold til den indre styring og ledelse på universiteterne. Det gælder universiteternes demokratiske kultur og forskningsfriheden. Her ligger der et fælles ansvar delt mellem forskere og universitetsledelserne i styrke den demokratiske kultur og forskningsfriheden. Hvis vi reelt samarbejdede om denne opgave bør den kunne løses inden for den lovgivning vi har i dag. Som også påpeget af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd i deres rapport i anledning af 20-året for universitetsloven², så har mange politiske reformer og initiativer bidraget til at fjerne fokus fra universiteternes kerneopgaver. Dette er sket samtidig med at vi har oplevet løbende besparelser, som har tydeliggjort at vores uddannelser er underfinansierede og som har skabt en større afhængighed af eksterne bevillinger. Det påvirker samlet set universiteternes mulighed for at træffe langsigtede beslutninger om opbygningen af forskningsmiljøer og gennemførelsen af strategiske projekter – dette vil givetvis blive endnu mere udfordrende i de kommende år.

Det bringer mig tilbage til ordene identitet og trivsel. Ifølge tænketanken DEA oplever forskere tidligt i karrieren udfordringer som konsekvens af de eksterne midler, fordi deres ansættelse i stigende grad er afhængig af evnen til at tiltrække midler³ . Typisk tilfalder bevillingerne etablerede, profilerede ansøgere. Der er derfor risiko for, at universiteterne mister lovende, yngre forskere grundet usikre finansieringsvilkår, og tallene synes at understøtte bekymringen. Således frygter en fjerdedel af lektorerne ifølge DEA’s undersøgelse for, om de kan beholde deres ansættelse på sigt på grund af konkurrence om forskningsbevillinger, og mere end halvdelen af adjunkterne og postdocs har samme følelse. Desuden svarer en femtedel af de fastansatte lektorer, at de inden for det sidste år ofte har overvejet at søge et job uden for universitetsverdenen. En ekstern forskningsbevilling gives altid til projekter med en tidsbegrænsning, og det begrænser incitamentet til at vælge en karriere i forskningsverdenen. I korttidsstillinger knyttet til bevillingerne er risikoen, at når bevillingen udløber, ja så udløber ens ansættelse og det er ikke fristende vilkår at arbejde under – specielt ikke med et arbejdsmarked som for nuværende higer efter arbejdskraft.

Her er det dog et lyspunkt at de store private fonde nu har indgået en aftale med universiteterne, så vi får en bedre dækning af de afledte omkostninger forskningsbevillinger indebærer for universiteterne. Men der bør stadig være fokus på dette, hvis en fortsat skævvridning skal undgås. Københavns universitet har således opgjort de afledte omkostninger til 70%, så det er store beløb der er tale om. Vi vil derfor opfordre til at man fortsætter dialogen mellem fondene og universiteterne på dette område så vi sikrer værdiskabelse og transparens.

Året 2023 har om noget vist nødvendigheden af at styrke universiteternes fokus på trivsel og identitet. Trivsel fordrer medarbejderinddragelse, medbestemmelse, tryghed og forskningsfrihed og identitet fordrer at universiteterne får større autonomi og en langsigtet økonomisk robusthed. Her vil vi i DNA fortsætte dialogen med politikere, meningsdannere og beslutningstagere med det fælles mål at gøre universiteternes naturvidenskabelige forskning, undervisning, rådgivning og innovation så god som muligt baseret på gensidig tillid.

Den Humboldtske arv er dyrebar og faktisk mere end universitetsidealet skabt af embedsmanden Friedrich Wilhelm von Humboldt – den er også arven fra forskeren Alexander von Humboldt, som flettede vores kulturelle, biologiske og fysiske verden sammen til globale mønstre, hvor også mennesket er indlejret som en del af helheden. At de så ovenikøbet var brødre må være inspirationen til at vi som samfund i fællesskab styrker universiteternes identitet – og skaber de bedste rammer for trivsel for forskere og studerende – og dermed skabe mest værdi for samfundet!

Claus Hélix-Nielsen

¹ M.F. Jørgensen et al.: Kvalitetsudvikling på de videregående Uddannelsesinstitutioner. Tænketanken DEA, juni 2023

² Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven. Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, maj 2023.

³ J. Wohlert et al.: Et effektfuldt middel – med bivirkninger? En undersøgelse af forskeres oplevelse af ekstern forskningsfinansiering. Tænketanken DEA, april 2023